Fodring og forfangenhed

Fodring har stor betydning for, om en hest udvikler forfangenhed. Helt grundlæggende har alle heste et basalt behov for energi og forskellige næringsstoffer (f.eks. aminosyrer, mineraler og vitaminer) – også den forfangne hest. For at imødekomme disse behov må man vælge de rette fodermidler, og for at kunne gøre dette, skal man have forståelse for de forskellige fodermidlers indhold af energi og næringsstoffer.

Tekst: Rasmus Bovbjerg Jensen
Foto: Rasmus Bovbjerg Jensen & Clausardal.com

 

Græs

Et nyligt dansk studie viste, at indtaget af græs var en væsentlig risikofaktor for udviklingen af forfangenhed. Energiindholdet i det tidlige forårsgræs er meget højt, og generelt er sukker- og proteinindholdet også højere på dette tidspunkt end senere på sommeren. Alt græs indeholder sukker, men sukkerindholdet er for det meste højere i f.eks. rajgræs end i timothe. Så valget af græsblanding vil have betydning for næringsstofindholdet i det græs, der er på marken.

En ting er næringsstofindholdet, en anden er hestens indtag af græs, hvilket muligvis er endnu vigtigere i forhold til forfangenhed. Til forskel fra vinterens fodring, er det utrolig svært at styre foderindtaget, når heste går på græs. Er hesten i risikogruppen for at blive forfangen eller er den allerede blevet det, vil store mængder af tidligt forårsgræs ikke være specielt velegnet, og det kan være nødvendigt at fjerne hesten helt fra græsset eller begrænse indtaget f.eks. med en mundkurv.

Et nyligt dansk studie viste, at indtaget af græs var en væsentlig risikofaktor for udviklingen af forfangenhed

Grovfoder

Begrænses mængden af græs, må man i stedet give hesten grovfoder. Grovfoder er dog ikke bare grovfoder, der er f.eks. meget store variationer i energi-, protein-, mineral- og sukkerindhold mellem forskellige partier af grovfoder. Et tidligt høstet grovfoder har generelt et højere energi-, protein- og sukkerindhold end et sent høstet grovfoder fra den samme mark, men det præcise indhold kan kun bestemmes ud fra en grovfoderanalyse. Analysen kan give information om

  1. Sukkerindholdet, som ønskes under 10% af tørstof til den forfangne hest eller heste i risikogruppen
  2. Næringsstofindholdet, således at man kan finde ud af, hvilket og hvor meget af et mineral-vitamin (eventuelt også protein) tilskud, man skal supplere med for at hestens basale behov bliver dækket.

Halm (inkl. frøgræshalm) har et meget lavt energiindhold og et højt fiberindhold, og det kan være godt at bruge i kombination med f.eks. hø, hvis hesten er overvægtig, eller man vil forhindre, at den bliver det. Man skal dog være opmærksom på, at der er et lavt indhold af næringsstoffer i halm, og der skal suppleres med et tilskudsfoder.

Kraft- og tilskudsfoder

Energirigt kraftfoder er sjældent nødvendigt til den forfangne hest, men det kan være nødvendigt med et tilskudsfoder. Helt overordnet, så skal det rette tilskudsfoder supplere de mangler, som grovfoderet har. For den forfangne hest vil det være et mineral-vitamin (eventuelt også protein) tilskudsfoder. Man kan ikke kun fokusere på et specifikt næringsstof i et tilskud (selv om producenten påstår, at det er godt til en forfangen hest), og man bliver nødt til at se på hele foderrationen og fodringmanagement som en helhed.

Kraftfoder er sjældent nødvendigt for den forfangene hest.

Foder med omtanke

Har man en hest, som man ved er i risikogruppen (hvis den for eksempel har en stofskiftelidelse eller er overvægtig), kan det være nødvendigt at undgå eller begrænse mængden af græs for eksempel ved hjælp af en mundkurv eller ved at kontrollerer tiden hesten har tilgang til græs. Bliver hesten akutforfangen, må den fjernes fra græsmarken og fodres separat i stedet for. Hesten skal ikke sultes, men fodringen skal kontrolleres. Grovfoder med lavt energi og sukker indhold (kend dit grovfoder, brug grovfoderanalysen) er det optimale suppleret med et koncentreret vitamin-mineral tilskud. Det samme gælder for den kroniskforfangne hest, hvor man bliver nødt til at tage nogle forholdsregler og være ekstra opmærksom på dens fodring, specielt nu her om foråret, hvor der kan være rigeligt med græs. Er hesten overvægtig kræves der også ekstra management for at få den til at tabe sig, og her er grovfoder med lavt energi- og sukkerindhold det optimale suppleret med et koncentreret vitamin-mineral tilskud.

Det kan være uoverskueligt at finde det rette foder til sin hest. Søg rådgivning de rette steder, spørg dyrlægen, foderkonsulenten eller de rette personer ved større foderfirmaer og vær altid kritisk i forhold til, hvad der står på nettet og Facebook. Foder med omtanke og sund fornuft, og husk at forebyggelse altid er bedre end at stå med en forfangen hest.