Viden om gaffelbåndskader

Af Lise C. Berg, dyrlæge, ph.d. og Nicolai Jarløv, dyrlæge, ph.d

Når vi snakker om gaffelbåndsskader er det vigtigt at dele skaderne op efter, hvor de sidder, og hvordan de er opstået.
Gaffelbåndet kan opdeles i tre dele: den øverste del (den proksimale del), den midterste del, og gaffelbåndsgrenene. Der er også en sidste del, kodesenebensligamenterne (beskrevet i tidligere afsnit), men de regnes som regel ikke som en del af gaffelbåndet, selvom de er en direkte forlængelse. Der er stor forskel på gaffelbåndsskader i de forskellige dele, og også på om skaden er på forbenet eller bagbenet. Skaderne kan opstå pludseligt f.eks. ved et fejltråd, men de kan også udvikles over tid som slidskader, hvor vi først opdager skaden langt inde i forløbet, når hesten begynder at vise symptomer og bliver halt. Førende forskere på området mener, at gaffelbåndsskader, især i den øverste del af gaffelbåndet, er et resultat af mange små gentagne skader på fibrene, som ikke har fået mulighed for at hele op, inden den næste skade er kommet. Langt de fleste gaffelbåndsskader opstår i den øverste del lige ved tilhæftningen.

 

Hvorfor kommer der forkert belastning på gaffelbåndet, som fører til gaffelbåndsskade?

Der kan være mange årsager, og det er oftest en kombination af flere faktorer, men her kommer nogle af de vigtigste. Der kan skrives en hel artikel om hvert punkt, men her er en kort opsummering:

  • Træning: Det er vigtigt at hesten er i god grundform med tilstrækkelig balance, styrke og smidighed til det arbejde, den skal udføre. En hest der bliver bedt om at lave for svære eller for krævende ting i forhold til dens træningsniveau, vil komme til at lave forkert eller for meget belastning af bevægeapparatet bl.a. gaffelbåndet. Det er vigtigt, at den unge eller utrænede hest får god tid til at opbygge styrke, smidighed og balance, men det er også vigtigt at hesten bliver holdt i gang, så vi f.eks. ikke giver hesten mange fridage, og derefter forventer at den kan holde til at gå dressurkursus i 3 dage i træk. Studier har vist, at det især er vigtigt at træne senevævet i de unge dyr (<2,5 år), og at det er svært at øge styrken i den voksne sene.
    Det betyder ikke, at vi ikke kan gøre voksne heste stærkere, men vi kan altså ikke regne med at kunne træne selve senen til at blive stærkere. Det er derimod vigtigt at træne alle strukturerne rundt om hestens sener og ligamenter, så hesten har styrke og balance til at arbejde så korrekt som muligt.
  • Overtræning: For ensartet træning eller for meget træning kan medføre overtræningsproblemer. Overtræningsskader ses, hvis hesten ikke får tid til at restituere mellem træninger, eller hvis hesten gentagne gange bliver trænet ud over det punkt, hvor musklerne bliver udmattede. Når musklerne udmattes bliver hestens koordination og balance dårligere, og det medfører større risiko for fejlbelastning eller overbelastning. Derfor opstår der især mange skader i den trætte hest. Det kan være svært at mærke på nogle heste, hvornår de er trætte, så husk at have fokus på at give hesten mange små pauser i arbejdet. Husk også at nogle heste reagerer på træthed ved at blive mere ukoncentrerede eller ved at løbe stærkere, så jo mere du arbejder den type hest, jo mere ’vild’ vil den blive. Brug din uddannede træner til at hjælpe med at vurdere, hvornår hestens muskler er for udmattede til at fortsætte.
  • Benstilling og hovbalance: Det er meget vigtigt, at hesten står korrekt på sine ben og hove. Belastningsfordelingen mellem bøjesenerne og gaffelbåndet er afhængig af, at benet og hoven er i balance. Hvis hoven f.eks. er for stejl, vil trækket i strukturerne på bagsiden af piben ændre sig markant, og dermed ændres belastningsfordelingen. Hesten vejer stadig det samme, men dens vægt bliver kanaliseret anderledes op gennem benet, og det vil med tiden kunne give problemer i gaffelbåndet, men også i resten af hestens bevægeapparat. En god bred dragt og sund stråle er ligeledes essentielle for at hestens ’støddæmpere’ virker. Uden god støddæmpning kommer der flere af de små fiberskader ved hver træning, og det bliver sværere for kroppen at nå at hele mellem træningerne.
    • Smed: Regelmæssig og korrekt beskæring sikrer god hovbalance og korrekte tåakser og dermed korrekt fordeling af belastningen gennem senestrukturerne. Studier har vist, at især korrekt balance mellem den indvendige og udvendige side af hoven (lateromedial balance) er vigtig for at undgå skader, så hesten skal altså sætte hoven i jorden med lige meget vægt på den indvendige og udvendige del af hoven. Smeden kan også hjælpe med at sikre brede dragter og god strålesundhed.
    • Avl og gener: Hvis hesten har en uhensigtsmæssig benstilling, vil den lægge forkert belastning på gaffelbåndet. Heste med f.eks. dybe kodebøjninger (bløde koder) lægger ekstra belastning på deres seneapparat. Smeden kan i nogle tilfælde hjælpe hesten til at opnå korrekt balance med korrigerende beslag, men bløde koder er et eksempel på en benstilling, der øger risikoen for skader i bl.a. gaffelbåndet.
  • Bunde/underlag: Der er ikke ret meget forskning endnu omkring forskellige bundes betydning for frekvensen af bestemte skader, så vi ved ikke om der er sammenhæng mellem visse bunde og gaffelbåndsskader. Men studier fra England har vist, at bundens sammensætning og vedligehold har stor betydning for antallet af haltheder. Deres data viser bl.a. at dybe bunde og ujævne bunde giver højere frekvens af haltheder. Fra samme studie fremhæves, at bundens ensartethed har central betydning for hestens bevægelseskoordination og -styring. Dybe bunde gør at hesten hurtigere bliver udmattede med deraf følgende tab af koordination og balance, og de samme problemer opstår i ujævne bunde. Studier i væddeløbsheste har vist, at forskellige typer underlag markant påvirker, hvordan hesten afvikler sin bevægelse, og dermed hvordan belastningen fordeles, og at det tager tid for hesten at vænne sig til en ny type underlag. Dermed ikke sagt at heste aldrig må gå på ujævnt underlag.Træning på varieret underlag er en meget vigtig del i at gøre hesten stærk med god balance og kropssans, men det skal være en bevidst del af træningen for eksempel ude i terrænet, og ikke utilsigtet fordi vi rider på en dårlig bund.Vi kan ikke tillade os at bede hesten om at håndtere et ujævnt underlag, samtidig med at den skal lave sidebevægelser med perfekt afskub, og have fuldt fokus på rytteren. Underlaget skal passe til det arbejde, vi beder hesten om at udføre.

 

Men hvorfor virker det som om gaffelbåndet er mere udsat end f.eks. bøjesenerne? Og hvorfor har gaffelbåndsskader på bagbenet ofte dårligere prognose for opheling end forbenet?

Vi skal tilbage til anatomien for at finde noget af forklaringen. Gaffelbåndet adskiller sig fra bøjesenerne ved, at dets udspring er fra knogler og ikke muskler. Knogler kan ikke give efter, når der bliver trukket i dem, men det kan muskler, som derfor kan virke lidt som støddæmpere. Når der er forkert træk på fibrene i gaffelbåndets øverste del, er der derfor ikke mulighed for at flytte eller dæmpe trækket, og fibrene ved tilhæftningen til knoglen bliver udsat for et overstræk. Bøjesenerne udspringer fra muskler, så hvis der er et forkert træk, vil musklerne kunne afdæmpe effekten. Vi ser desværre også skader i bøjesenerne, men procentmæssig er de væsentlig sjældnere i vores rideheste end gaffelbåndsskaderne bl.a. pga. støddæmpningen fra musklerne. En anden grund til, at vi ser flere gaffelbåndsskader end seneskader, menes at være, fordi det især er gaffelbåndet, der bliver belastet, når hesten synker dybt ned i koden. Særligt vores dressurheste bliver avlet og trænet til at bøje hasen og synke ned i koden på bagbenet, når de skal ’sætte sig’ i de mere samlede øvelser, og det lægger ekstra pres på gaffelbåndet. Hesten skal være veltrænet for at kunne holde til det pres.

Når gaffelbåndsskaden først er opstået, er prognosen væsentlig bedre på forbenet end på bagbenet, hvis man sammenligner skader med nogenlunde samme placering og størrelse. En del af forklaringen ligger igen i anatomien. Når et væv er skadet vil det ofte hæve op, og der kommer en bule. Hvis der ikke er plads til at vævet kan hæve op, vil det blive irriteret og der vil komme mere og mere tryk og mere og mere inflammation (lidt ligesom en bums lige inden den springer).

Når gaffelbåndet er skadet vil det også hæve op, men på bagbenet er der meget mindre plads mellem griffelbenene end på forbenet (figur 4), og gaffelbåndets øverste del ved tilhæftningen ligger derfor i en slags trang kanal (haseleds-tunnelen). Derfor kommer der mere irritation, inflammation og tryk, samt ringere blodgennemstrømning til det skadede gaffelbånd på bagbenet, hvorfor det bliver sværere for vævet at hele. Det er det samme der sker i f.eks. seneskedehindebetændelse eller carpal tunnel syndrom.

Hesten kan også udvikle skader i gaffelbåndsgrenene, men det ses mere sjældent, og vil oftest skyldes en akut skade f.eks. på fold eller under springning.

 

Udvalgte referencer:

Back and H. Clayton: “Equine Locomotion”, 2. edition. Saunders Elsevier 2013. ISBN: 9780702029509

M. Clayton: “The Dynamic Horse”. Sport Horse Publications 2004. ISBN: 097476700X

M. Clayton, P. F. Flood, and D. S. Rosenstein: “Clinical Anatomy of the Horse”. Mosby Elsevier 2005 (reprint from 2013). ISBN: 9780723433026

K. W. Smith and A. E. Goodship: “The Effect of Early Training and the Adaptation and Conditioning of Skeletal Tissues”. Veterinary Clinics of North America: Equine Practice 24 (2008) 37–51

D. Clegg: “Review: HBLB’s advances in equine veterinary science and practice Musculoskeletal disease and injury, now and in the future. Part 2: Tendon and ligament injuries”. Equine Veterinary Journal 44 (2012) 371–375

Nagy and S. Dyson: “Magnetic resonance imaging and histological findings in the proximal aspect of the suspensory ligament of forelimbs in nonlame horses”. Equine Veterinary Journal 44 (2012) 43–50.

Dyson, M. J. Pinilla, N. Bolas, nd R. Murray: “Proximal suspensory desmopathy in hindlimbs: Magnetic resonance imaging, gross post-mortem and histological study”. Equine Veterinary Journal (2017) 1–7 (early view).

L. Gillis: “Rehabilitation of Tendon and Ligament Injuries”. Proceedings of the Annual Convention of the AAEP 1997, Vol. 43.