Træning af hestens proprioception

Proprio-hvad for noget?

 

Af dyrlæge Lise Charlotte Berg

 

Proprioception er en super vigtig del af nervesystemet, både for vores træning med og uden hesten, for hestens holdbarhed og skadesforebyggelse, og for succesen af genoptræning.

Det her indlæg blev lidt langt, så først et par øvelser:

 

Øvelse 1: Prøv at lukke øjnene, og så tager du højre hånd op og placerer pegefingeren på din næse. Det kan vi gøre uden problemer, fordi vi hele tiden ved, hvor alle dele af vores krop er, selvom vi ikke kan se dem.

Øvelse 2: Stå på ét ben. Det er ikke helt nemt, men ikke umuligt. Gør det igen og luk øjnene. Pludseligt bliver det noget sværere, fordi vi tager synssansen væk, og kroppen kun har proprioceptionen til at balancere med.

 

Hvordan fungerer det? I muskler, led, sener, ligamenter, hove mm. er der små nervereceptorer (proprioceptorer), der hele tiden registrerer, hvor de er og hvor meget tryk eller spænding der er. Receptorerne sender lynhurtige signaler op til hjernen, som registrerer det hele og tilpasser vores eller hestens reaktioner og bevægelser. For at det kan virke optimalt, så er det vigtigt, at det er de rigtige signaler, der bliver sendt op til hjernen – og at de er præcise og hurtige. Manglende eller dårlig proprioception giver dårlig balance, dårlig fornemmelse for hvor vi eller hesten placerer vores krop og ben, og forsinket reaktionsevne, når vi skal justere kroppens placering f.eks. på ujævnt underlag, og det kan både give akutte eller kroniske skader.

 

Når vi træner vores heste, skal både hestens og vores proprioceptive system fungere korrekt. Hvis proprioceptorerne har fået forkerte signaler gennem længere tid, så kan de komme til at tro, at det er normalt. Derfor kan vi eller vores heste være ’skæve’, uden at vi opdager det. Vi har nok alle sammen prøvet at få at vide, at vi sidder skævt, uden at vi kan mærke det, selvom det er virkelig tydeligt i spejlet, eller hvis vi ser det på en video. Det er også derfor fysioterapeuterne stiller ryttere op på to badevægte, så vi kan se om vi har lige vægt på begge ben. Som behandlere laver vi de samme vurderinger af hesten. Hvis proprioceptionen ikke virker optimalt, er det vigtigt at få proprioceptorerne nulstillet, så de igen sender de rigtige signaler – helst inden ’skævheden’ har fået mere permanente konsekvenser for os eller vores heste.

I kiropraktikken arbejder vi rigtig meget med proprioception. Et led, der ikke fungerer korrekt, vil sende forkerte signaler op til hjernen, og det vil have betydning ikke bare for funktionen af det pågældende led, men også for resten af kroppen.

Tænk på kroppen som en lang række tandhjul, der alle sammen skal være korrekt justerede for at hele rækken af tandhjul kan køre. Når vi laver en kiropraktisk justering, genetablerer vi leddets korrekte bevægelsesmønster og dermed også korrekt signalering fra leddet op til hjernen. Når leddet arbejder mere korrekt, vil de omkringliggende led og andre strukturer også arbejde mere korrekt – tandhjulene er glade. Hvis årsagen til at leddet kom til at arbejde forkert ikke også bliver korrigeret, så risikerer vi at problemet kommer tilbage. Derfor er det vigtigt at vi som behandlere og hesteejere ikke kun behandler problemet, men også prøver at finde årsagen, uanset om det er manglende muskelstyrke/stabilitet/balance, sadelproblemer, en skæv rytter, dårligt underlag på ridebanen, eller en af de mange andre ting, der påvirker vores heste hver dag. Nogle gange kan det være lidt af et detektivarbejde, men det er nødvendigt for et godt, langvarigt resultat.

 

Når der har været en skade, så vil de proprioceptive signaler også være blevet påvirket. Derfor er det meget vigtigt, at vi tænker det proprioceptive system ind i genoptræningen. Ellers vil det skadede område være ekstra sårbart for nye skader, fordi det ikke sender og modtager korrekte signaler, og derfor ikke fungerer optimalt eller kan håndtere pludselige ændringer.

 

Hvad kan vi så gøre for at hjælpe os selv og vores heste? Proprioceptiv træning er blevet mere og mere populært, og der findes flere gode bøger og online ressourcer både for ryttere og heste. Men det behøver ikke være kompliceret: Arbejde i varieret underlag, bom/cavaletti-træning, overgange, sidebevægelser, balanceøvelser i stalden (løft og hold et ben oppe/fremme/bagud; vippeøvelser for forpart (træk eller skub manken) og bagpart (træk halen til siden) så hesten flytter sin vægt), stil hesten på en gammel skummadras, osv. Det er kun fantasien, der sætter grænser, men husk hele tiden at lytte til din hest og dens reaktioner, og hvis du er i tvivl, så få lavet en individuelt tilpasset plan, næste gang du har en behandler ude ved din hest.

Her er link til et par artikler for ryttere (på engelsk), hvis du har lyst til at læse mere og teste dig selv:

 

Del 1: https://equusmagazine.com/riding/power-proprioception-27096
Del 2: https://equusmagazine.com/riding/feel-27142