Året 2023 vil i den grad blive husket af mange hesteelskere i Danmark. Det blev året hvor flere sager om mishandling af heste fangede mediernes interesse. Og lad os være ærlige – Det tegnede ikke just det bedste billede af hestesport.

Af Helle Kristensen

Men … Forhåbentlig giver det forgangne år også stof til eftertanke og giver anledning til handling. For det er på tide, at vi tager et endeligt opgør med en usund kultur i ridesporten. En kultur hvor heste i højere grad behandles som redskaber frem for samarbejdspartnere.

Derfor bliver dette også endnu et langt skriv om vigtigheden af hestevelfærd i ridesporten. Et skriv om etik og moral. Og ikke mindst et skriv om en håndbremse, der skulle være trukket for længe siden.

Vi kan sagtens blive enige om, at det er nemt at pege fingre af Andreas Helgstrand lige nu. For det er helt åbenlyst, at de ting der er foregået hos Helgstrand ikke burde finde sted. Men Helgstrand er nok i virkeligheden bare det mest synlige eksempel på en ret udbredt problemstilling. For når heste bliver en investering eller en handelsvare, som vi skal træne med henblik på fortjeneste, så kan det ikke undgåes, at det kan påvirke velfærden negativt. Ihvertfald ikke når vi udelukkende måler hestes værdi i resultater og præstationer.

Lad mig slå en ting fast med det samme. Det er ikke synd for Andreas Helgstrand.

Andreas Helgstrand er ikke som hans advokat ellers forsøgte at fremføre i retten et offer for janteloven. Det oprør der er i ridesporten lige nu, handler ikke om at Andreas er flot og tjener for mange penge. Det handler om dyrevelfærd – eller mangel på samme. Og det handler faktisk også om en sport og branche, der i årevis har været på et skråplan.

Et skråplan hvor det at handle med heste er blevet en god investering. Og det er sket på bekostning af hestenes velfærd.

Derfor mener jeg også, at det er oplagt, at vi tager et grundigt kig på ridesporten, og stiller spørgsmål ved den måde sporten er skruet sammen på.

Faktum er nemlig, at hvis vi ønsker en ridesport i fremtiden, hvor denne form for behandling af heste ikke finder sted, så er vi nødt til at kigge mod Rideforbundet, og strukturen i ridesporten.

Har rideforbundet svigtet deres ansvar?

I sager som disse, kommer diskussionen hurtigt helt op på den store klinge.

Og den negative debat der i disse tider hersker på de sociale medier, bærer Rideforbundet i min optik en stor del af ansvaret for.

Som forbund er de med til at skabe den sport som Lille Lise og alle os andre gerne skulle kunne spejle sig i. Der skal være klare rammer – og når grænserne overskrides, skal det have tydelige konsekvenser.

Konsekvenser har det også haft for Helgstrand – Men de er kommet alt for sent.

Man fristes til at spørge, hvorfor åbenlyse overtrædelser af de etiske retningslinjer først får konsekvenser, når de fremvises i bedste sendetid til hele Danmark?! Hvorfor skal tingene helt derud, før forbundet handler?

Jeg mener faktisk, at det er helt fair at stille rideforbundet til ansvar i denne sag. Og også rette kritik mod dem. For når forbundet handler på bagkant, som det er sket i denne sag, så sidder jeg og mange andre tilbage med en fornemmelse af, at handlingen kun kommer som en reaktion, fordi sagen fylder i medierne.

Havde man derimod handlet på forkant, så kunne man måske også have skærmet Andreas Helgstrand for en del af den shitstorm, han har befundet sig i de seneste måneder.

Det klinger hult, når Morten Rodwitt udtaler til BT at:  “Rideforbundet ikke har haft et juridisk grundlag for ikke at udtage Andreas Helgstrand til landsholdet”.

Lad os få en ting på det rene. Andreas Helgstrand har ikke en juridisk ret til at være på landsholdet. Det er der ingen ryttere der har. Ergo kræver det heller ikke et juridisk grundlag at tage ham af landsholdet.

Blot en uge før Operation X dokumentaren blev vist, red Andreas Helgstrand World Cup. Og dette på trods af, at rideforbundet på dette tidspunkt havde kendskab til flere episoder, som de burde have reageret på.

De burde have reageret på de optagelser, de blev præsenteret for af TV2. De burde have reageret på Mette Uldahls rapport. De burde have reageret på den ulovlige medicinering af Jovian. De burde have reageret på hovedløse udtalelser fra Helgstrand i medierne. Og sidst med ikke mindst burde forbundet have ladet fagpersoner udtale sig til pressen, frem for at komme med udsagn, der i bedste fald var misforståede – i værste fald en direkte løgn.

At have en plads som landsholdsrytter og dermed også fungere som rollemodel er et privilegie. Og med dette følger et stort ansvar. Det er faktisk ikke for meget at forlange, at rideforbundet agerer på forkant i sager, hvor hestenes velfærd bliver kompromitteret.

Og lad os endnu engang lige understrege, at rideforbundet siden juni har haft kendskab til de skjulte optagelser fra Helgstrand Dressage. Men derudover har de altså også haft kendskab til en række andre sager, hvor rideforbundets retningslinjer åbenlyst er blevet overtrådt.

Jeg har til dette skriv udarbejdet en lang tidslinje over episoder, hvor forbundet kunne have reageret – hvis de ellers de havde haft et reelt ønske om det.

SE TIDSLINJEN HER

Hjælp til selvhjælp

Lige nu er sporten i oprør. Og det er grimt at følge skyttegravskrigen, der hersker på sociale medier.

Hans Christian Matthiesen der er dyrlæge, international dressurdommer og formand for bestyrelsen hos Uanvendelig eller Ridehest, siger ofte, at vi i denne type sager skal have tillid til systemet. Fordi handling har konsekvenser. Men når de etablerede systemer svigter, så går det galt.

“Skyttegravskrige som dem vi ser lige nu, de opstår, fordi vi har sat vores lid til at forbundet skal skride til handling, når og hvis reglerne overtrædes. Men det kræver et forbund, hvor rammerne er helt klare. Som direktør eller medlem af en bestyrelse, kan man ikke vide alt. Derfor kræver det også, at man lytter til de fagpersoner man har allieret sig med.”

Hans Christian Matthiesen påpeger, at man eksempelvis kunne have overladt tolkninger og udtalelser om træningsmetoder i den aktuelle sag til de fagpersoner forbundet har tilknyttet:
-“Det virker egenrådigt at gå ud og udtale sig om ting, man ikke har den nødvendige viden om. Og særligt når det efterfølgende viser sig at være forkert. Vi bliver nødt til at prioritere faglighed i vores sport, hvis vi vil sikre dyrevelfærden på den lange bane,” understreger Hans Christian Matthiesen. 

Han påpeger ligeledes, at sager som denne potentielt kan blive ødelæggende for ridesportens fremtid. Ihvertfald hvis ikke vi bruger dem konstruktivt.

For når vi slås internt, bliver vi revet ind i en holdningskrig, hvor vi kun fokuserer på det, som vi er uenige om. Vi bør istedet fokusere på det, som vi faktisk kan være fælles om at ændre.

Lad os derfor kalde denne sag hvad den er: En tiltrængt håndsrækning!

Den situation ridesporten er i lige nu, er faktisk en oplagt mulighed for hjælp til selvhjælp. Det er på tide vi samles om at ændre sporten i en mere positiv retning – Og bruger denne krise til at gøre op med de systemer, der ikke fungerer.

Og det er desværre åbenlyst for mange, at der igennem de seneste år har været en udvikling i sporten, hvor økonomi og ønsket om hurtige resultater er sket på bekostning af hestene. Unge heste bliver trænet alt for hårdt.

Grænserne for hvad vi forlanger af vores heste er skubbet – og det er faktisk ikke overraskende, at dyrlægerne ser et stort antal træningsskader i deres hverdag.

En sport med plads til uenighed

Rigtigt mange personer har gennem tiden forsøgt at råbe vagt i gevær. Flere personer og foreninger er sågar kommet med konkrete forslag til ændringer, der havde til formål at sikre faglighed og dyrevelfærd i sporten. Uden held.

I marts udkom dyreetisk råds rapport. En rapport der netop også stillede spørgsmålstegn ved, om hestevelfærden i ridesporten var sikret i tilstrækkelig grad.

Formand for Rideforbundet Ulf Helgstrand udtalte i den forbindelse følgende til DR:

“-Vi kommer ikke til at ændre noget, fordi nogen synes eller mener, at det gør ondt på hesten. Jo, hvis det er rigtigt, men ikke fordi nogen kommer med en løs påstand. Men kommer der ny viden på området, er vi selvfølgelig med på ethvert tiltag.”

Udtalelsen er i uheldig af flere årsager. Primært fordi der faktisk allerede eksisterer en del evidensbaseret viden, som kræver, at vi gør op med eksisterende praksis i sporten.

Hvorfor vægter et godt samarbejde mellem hest og rytter eksempelvis ikke på lige fod med spektakulære gangarter og præstationer? Særligt når vi ved, at heste kan presses til at præstere. Og i øvrigt også kan medicineres til at overpræstere.

Og hvorfor fortsætter vi med at kræve, at heste skal gå med kandar i de helt høje klasser? Hvis hesten kan præstere på en almindelig trense – bør dette vel være tilladt i konkurrence?

Hvorfor har vi ikke stævneklasser, hvor begyndere skal vise, at de kan håndtere hesten fra jorden, når vi ved at korrekt håndtering af hestene, er essentiel for sikkerheden i vores sport?

Vi tillader dressurklasser hvor børn rider programmet med en trækker ved siden af. Men hvorfor ikke bruge konkurrencebanen så nye børn i sporten kan vise, at de har lært at håndtere hestene korrekt?!

Ulf Helgstrands udtalelse til DR er i tillæg også et glimrende eksempel på en kultur, der længe har hersket i sporten, hvor man har fejet kritik af bordet med et argument om, at de, der kritiserer sporten, eller stiller spørgsmål ved måden vi gør tingene på, er uvidende.

Den tilgang er i særdeleshed farlig. For det allervigtigste redskab vi har til at sikre forståelse for vores sport er netop dialog.

Derfor vil det også klæde mange i vores sport at stille sig selv spørgsmålet:

Er det at være uenig, det samme som at være uvidende?

Mette Uldahl har i en tidligere artikel udtalt følgende om hestevelfærd i ridesporten:

“Det kræver noget mod og vilje at se på sporten med moderne hestevelfærdsmæssige briller. Det interessante er, at hvis man eksempelvis bare vælger at følge den klassiske træningsskala og lægger et meget højere fokus på de første trin på skalaen: takt og accept fra hestens side, så er vi allerede godt på vej. Vi skal være modige, men modet består måske bare i at italesætte, hvad der skal være fokus på i træning og bedømmelse.” 

Rene linjer

Da jeg skrev dette indlæg, ringede jeg til fungerende formand for DRF Jakob Ravnsbo. Og selvom jeg og Jakob ikke nødvendigvis er enige i måden vi anskuer tingene på, så havde vi, hvad jeg vil betegne som en fin og konstruktiv dialog. Og jeg blev faktisk klogere af vores snak – og fik et mere nuanceret syn på sagen og måden forbundet arbejder på.

Den tilgang (altså dialog) kunne mange facebookkrigere lære noget af. For lad mig understrege her, at den debat og den tone der hersker på sociale medier lige nu er UHØRT.

Jeg begriber simpelthen ikke hvordan voksne mennesker kan opføre sig så respektløst.

Alle har ret til en mening – Men fordi du sidder bag en skærm og brænder for hestevelfærd, giver det dig ikke ret til at udstille eller true andre mennesker.

Helt overordnet handlede min snak med Jakob Ravnsbo om, hvorvidt rideforbundet har interessekonflikter der påvirker deres evne til at handle effektivt i sager som denne. Dyreetisk Råd efterspørger i deres rapport, at rideforbundet formår at sætte handling bag deres fine ord.

Kort sagt: Walk the talk. 

Derfor gik jeg bl.a Jakob Ravnsbo på klingen om, hvorfor en landstræner ikke må sælge heste til landsholdsryttere eller samarbejde med disses familie. Men rideforbundet må gerne drive selskab med personer der enten selv rider på landsholdet eller har familiær relation til ryttere, der rider på landholdet. I min – og mange andres optik giver dette ikke mening.

Hvis man i rideforbundet ønsker at gøre op med inhabilitet – bør man så ikke lade dette afspejle sig i alle aktiviteter, frem for kun at lade det gælde for særlige poster eller aktiviteter?!

Jakob Ravnsbo påpegede i sit svar for mig, at rideforbundet ikke har økonomisk vinding i World Cup Komplementar. Og han understregede, at eksemplet med landstræneren der ikke må sælge heste til de ryttere, som denne træner eller udtager, ikke kan sammenlignes med, at rideforbundet har andel i et interesseselskab, der skal sætte dansk ridesport på landkortet.

Derudover havde det nok også været oplagt at spørge om, hvorvidt man helt kan udelukke, at så tætte relationer mellem DV og rideforbundet påvirker rideforbundets evne til at træffe beslutninger, der kan have karakter af interessekonflikter. Men dette spørgsmål må nok behandles i en særskilt artikel.

Jakob Ravnsbo sagde under vores samtale noget, som jeg syntes vi alle bør minde hinanden om i disse tider. Nemlig at vi hver især har et ansvar for, at sporten bevæger sig i den retning vi ønsker os. Dansk Rideforbund er en medlemsorganisation, som bygger på de demokratiske principper.

Det er nemt at sidde og ytre ønsker om ændringer på sociale medier, eller at pege fingre af det vi ikke bryder os om, men i bund og grund ændrer dette ikke ved noget. Det der derimod kan gøre en forskel, er, at vi involverer os. 

I skrivende stund søger Rideforbundet personer til forskellige udvalgsposter. Ligeledes er det muligt at stille op som kandidat til bestyrelsen, eller på anden måde forsøge at medvirke til ændringer i sporten. Så hvis man reelt ønsker at gøre en forskel og involvere sig ud over facebook er dette faktisk muligt. Og nok også det mest effektive, hvis man ønsker at skabe en ændring.

Med dette sagt vil jeg dog stadig tillade mig at stille spørgsmålstegn ved, om rideforbundet sætter hårdt nok ind, når reglerne overtrædes. Igen vil jeg henvise til at man læser den tidslinje, jeg har opsat over udmeldinger fra rideforbundet.

En verden af lukkede døre

Ét af de primære argumenter for, at Rideforbundet ikke tidligere har grebet ind over for Andreas Helgstrand er, at de skjulte optagelser ikke har vist Andreas selv ride.

Men Om Andreas Helgstrand sidder på hesten er vel i bund og grund fuldstændigt irrelevant.

Andreas Helgstrand er lige så ansvarlig for den “træning” hans heste udsættes for, som John Byrialsen er for, at hans heste ikke får foder eller bliver behandlet af dyrlæge.

Og når jeg sammenligner Byrialsen og Helgstrand – så er der faktisk en åbenlys grund til det. For grunden til at hestevelfærden kan skride på steder som disse, er også, at vi har accepteret en kultur i vores sport, hvor vi træner bag lukkede døre. Og den kultur bærer ALLE ansvaret for.

Det forekommer mig en lille smule absurd, at TV2’s muldvarp skal bruge en “undskyldning” for at komme ind i ridehuset, når hun arbejder på stedet. Er fordelen ved at arbejde som groom netop ikke, at man lærer noget og får indblik i træningen?

Det beskriver dog meget fint en anden problemstilling i ridesporten. Nemlig at der er gået sport i at svine alt og alle på Facebook. Tage billeder af heste og ryttere og hænge dem ud på nettet. Når en hest går lidt bag lod, eller hesten momentvis viser ubehag, er vi alle blot et klik fra at blive stemplet som dyremishandler.

Den kultur er også dræbende for hestevelfærden. For den bidrager til, at vi vælger dialogen fra. Vi orker ikke diskussionerne. Og når sandheden skal frem, så rykker debatter og diskussioner på nettet rykker sjældent ved noget. Det er blot med til, at vi bevæger os længere væk fra hinanden. Det skaber polarisering internt i sporten. Og det medvirker til at flere lukker døren og ikke ønsker at vise deres træning frem.

David Amager har på et tidspunkt sagt, at én af de største udfordringer i ridesporten er, at mellemregningerne mangler. Jeg giver ham ret. Hvordan skal Lille Lise nogensinde få indblik i, hvordan træning på eliteniveau foregår, hvis hun aldrig får lov at se det? Hvordan skal hun vide hvad det kræver?

Lad os ryste posen

Og her vender vi så tilbage til argumentet fra tidligere om, at ridesporten lige nu har en oplagt mulighed for at ryste posen og gøre tingene anderledes.

Jeg blev spurgt for ikke så længe siden, hvad jeg ønskede for sporten.

Jeg kunne sikkert fint ringe til tre kloge mennesker, der hver især kunne sige nogle bevingede ord, om den retning sporten skal bevæge sig i.

Men jeg vælger alligevel at tage min amatør-kasket på, og selv bidrage med mine ønsker, som jeg mener, kunne gøre en forskel for sporten. 

Jeg ønsker et setup der er mere transparent – Hvor sport, erhverv og økonomiske interesser er tydeligt adskilt. Jeg ønsker mig et Rideforbund, hvor jeg ikke skal spekulere på, om man forsøger at feje oplysninger ind under gulvtæppet.

Jeg ønsker mig også et rideforbund der favner alle niveauer af sporten.

Det hedder sig at klubberne er forbundets kunder. Men rideforbundets fortælling om sporten er ofte malet af ligegyldige ensformige take-overs fra ryttere, der rider større stævner i ind- og udland. Dem skal der også være plads til. Men fortællingen om ridesport skal også omhandle lille Lise og Buster i elevskolen. Vi skal alle kunne spejle os i sporten.

Vi skal blive meget bedre til at fokusere på alt det gode heste gør for os mennesker.

Adskillige studier viser faktisk, at samvær med heste har en målbar positiv effekt på mennesker med ADHD, autisme og post traumatisk stress. Hvorfor snakker vi aldrig om det? Hvorfor fremhæver vi kun hesten som en atlet. Bevares – Heste er også atleter – men i bund og grund er de så meget mere end det.

Og så ønsker jeg mig for alvor at det gode samarbejde mellem hest og rytter kommer til at vægte meget højere i alle former for konkurrencer.

Derudover ønsker jeg mig en brancheforening. En forening der favner alle erhvervsdrivende i hestebranchen. Som løfter opgaven med at skabe dialog på tværs af interesser. Og som kan være med til at iværksætte tiltag så faglig viden om hesten bliver tilgængelig for alle ryttere og hesteejere. Denne kunne ligeledes fungere som økonomisk løftestang for at afvikle større arrangementer og events.

Hvis man kigger mod eksempelvis erhvervsfiskeri, så fungerer det sådan, at alle der driver erhvervsfiskeri betaler en promille af deres omsætning til deres brancheforening. På den måde bidrager alle til at udvikle erhvervet, og sætte nye tiltag i gang.

Og sidst men ikke mindst ønsker jeg mig et setup, hvor fagligheden igen bliver omdrejningspunktet i klubberne. Hvor det at have uddannet personale og en daglig leder med indgående kendskab til heste bliver normen. Tænk hvis vi kunne skabe en sport, hvor vi ikke blot lærer at sidde korrekt på en hest – men også har adgang til fagpersoner der kan bidrage til, at vi lærer meget mere om heste, deres behov og deres adfærd. Hvordan kan det være, at vi tillader et læringssetup i klubberne, hvor der ikke stilles krav om uddanelse af undervisernerne?

Det værste der kan ske i kølvandet på dette års kedelige sager er, at vi fortsætter ud af samme sti. Vi er nødt til at standse op og tage et grundigt kig på vores sport. Og skabe rum til forandring.

For ærlig talt: Det her kan vi godt gøre bedre!