Værd at vide om kolik hos heste  

Kolik er en samlebetegnelse, som dækker over en lang række af symptomer, der stammer fra mave-tarmregionen. Årsagerne til kolik kan være rigtig mange. I denne artikel gennemgår vi de mest hyppige former for kolik, samt sætter fokus på, hvad du kan gøre for at forebygge dem.

Tekst: Shaila Ann Sigsgaard i samarbejde med Tina Pihl fra Universitetshospitalet for store husdyr i Taastrup. 

Billeder: Københavns Universitet samt private fotos.

Ifølge flere nyere studier, blandt andet fra Universitetshospitalet, er det blevet sikrere at være kolikhest i dag med langt bedre overlevelseschancer sammenlignet med tidligere: 

-Konklusionen af vores studie om heste, der har været opereret for kolik er, at de kommer tilbage i samme arbejde som tidligere. Det gør 88 % af hestene.

For kolikoperationer er overlevelsesraten steget fra 42 % til 61 %, fordi vi giver flere heste en chance på operationsbordet og fjerner det døde stykke tarm i stedet for at aflive dem på operationsbordet, pointerer Tina Pihl.  

Hun nævner også, at overlevelsesraten hos heste med tarmbetændelse er steget fra 48 % til 80 %. Det skyldes sandsynligvis, at der behandles meget mere intensivt med væske og støttebehandling end tidligere.

Tyndtarm  

Tyndtarmen er ca. 20 meter lang og kan rumme ca. 60 liter. Den er ophængt i krøset, hvor der er store blodkar. Her optages størstedelen af let fordøjelige næringsstoffer. Tyndtarmen er meget bevægelig og flytter sig frit rundt i bughulen som en slange.  

Af og til kan tyndtarmen blive fanget og fastklemt eller stranguleret, hvilket fører til en smertefuld kolik, som kræver indlæggelse og kirurgi. Eksempler på sådanne fastklemte tilstande er, når tyndtarmen sidder fast i en krøsdefekt eller i en normal-anatomisk passage, som for eksempel det lille hulrum Foramen epiploicum, som ligger mellem mavesækken og leveren.  

Stilkede lipomer er godartede tumorer, som er ret hyppige hos heste og kan findes over det hele, især hos ældre heste. De udgår oftest fra tyndtarmens krøs-ophæng, hvorfra de kan sno sig rundt om tarmen. Lipomet kan derved strangulere tarmen og give voldsom kolik, fordi det afklemmer blodforsyningen til dele af tarmen med vævsdød til følge, samt lækage fra tarmen ud i bughulen.  

Forstoppelse i tyndtarmen er som udgangspunkt langt mere alvorligt end stortarmsforstoppelse, og kræver oftest indlæggelse og operation. Det kan skyldes en massiv forekomst af spolorm hos føl eller plage, hvor den snævre tarm kan blive proppet til med de store orm. Spolormene kan også give anledning til at tyndtarmen krænger sig ind i sig selv (intussuception). En spolormsforstoppelse eller tyndtarmsinvagination er alvorlig og kræver ofte operation af plagen eller føllet. Det er derfor vigtigt med rettidig ormebehandling af ungdyr. 

Tyndtarmsforstoppelse kan også opstå som følge af store mængder bændelorm. De kan simpelthen proppe den nederste del af tyndtarmen, kaldet Ileum, til, hvilket kan forårsage kolik. Bændelorm kan også forårsage gentagne koliktilfælde, der sker som følge af irritation i området omkring overgangen mellem tyndtarmen og blindtarmen. Det betyder, at der er nedsat tømning fra tyndtarmen og ind i blindtarmen, forklarer Tina. 
 -Disse forstoppelser kan, ifølge Tina, være alvorlige og operationskrævende, mens andre tilfælde er mildere af natur.  

Her kan du læse mere om de forskellige typer orm

Blindtarm  

I blindtarmen, som er 1 meter og kan rumme 40 liter, ser man typisk gæringskolik, der ofte også kaldes vindkolik. Gæringskolik opstår ved at hesten fx har indtaget stort mængder sukker på én gang fx om foråret, når den lukkes på frodigt græs eller ved bratte foderskift. Det kan også skyldes fodring med grovfoder af dårlig kvalitet. Tarmen bliver voldsomt udspilet af luft, og det er dette som giver kraftige koliksmerter hos hesten. Det kan let forveksles med de samme symptomer, man ser ved tarmslyng hos hesten.  

Dyrlægen kan tappe luft ud af blindtarmen ved at indføre et trokar i flanken, hvilket giver god smertelindring for hesten, og det giver også bedre mulighed for at rektalundersøge hesten. Derved er det lettere at afgøre, om der evt. er tale om en basal gæringskolik, eller om der er tale om en lidelse, der kræver operation.  

I blindtarmen kan der også opstå intussuception (indkrængning), som kan være forårsaget af blandet andet ophobning af sand, orm eller fx bakterier, forklarer Tina Pihl.  Ligeledes kan den nederste del af tyndtarmen teleskopere sig ind i blindtarmen, hvilket også oftest er en operationskrævende tilstand. 

Stortarm  

Stortarmsforstoppelse er den meste hyppige form for kolik hos heste. Stortarmen er ca. 10 meter lang og rummer mere end dobbelt så meget som blindtarmen. Stortarmsforstoppelser  tegner sig for op imod næsten halvdelen af alle koliktilfælde og ses hyppigst om efteråret.  

-Overgangen fra græs til stråfoder, herunder vinterfodring, kan forårsage at gennemgangstiden forlænges, så foderet befinder sig i længere tid i tyktarmen, påpeger Tina.  

Om vinteren rører hestene sig også ofte mindre og tilbringer mere tid på boks. Desuden drikker mange heste mindre, når det er koldt og vandet bliver iskoldt. Alt dette medfører øget risiko for stortarmsforstoppelse. Det er i tyktarmen at bakterieforgæring af fibre sker, som nedbrydes til energi og fedtsyrer. Stortarmen absorberer vand, men også elektrolytter, og netop dette kan gøre en eventuel forstoppelse endnu værre, siger hun.  

Tarmen skifter også diameter og drejer flere steder blandt andet i bækkenet, som gør, at der er øget risiko for forstoppelse. Forstoppelser i tyktarmen sker oftest netop i det der kaldes bækken-fleksuren (Flexura pelvina), hvor der er en indsnævring i omkreds, samt et hårnålesving.  

Nogle af symptomerne er nedsat ædelyst, nedstemthed, mindre gødning end sædvanligt og tør, svedudbrud, moderate koliksmerter især i begyndelsen.  

-De fleste tyktarmsforstoppelser kommer sig ved dyrlægebehandling med smertelindrende og evt. væske via næsesvælg-sonde hjemme i stalden. Men det kan være nødvendigt at indlægge hesten på et hospital til gentagen væskebehandling for at opløse den til tider meget faste og tørre forstoppelse, forklarer Tina.  

Hvordan undgår du stortarmsforstoppelse?  

De største syndere i forhold til tyktarmsforstoppelse ved man er sandindtag, stort indtag af halm og dårlig tyggefunktion pga. tandproblemer. Eller hvis en hest som regelmæssigt motioneres, pådrager sig en skade, pludselig står stille og ikke får motion nok, gør Tina klart.  

-Undgå derfor, at hesten indtager sand på folden, samt at hesten æder for meget halm, pointerer Tina, og råder til, at man regelmæssigt får tjekket hestens tænder og lavet en fornuftig ormestrategi for alle heste i stalden sammen med sin dyrlæge. 

Colitis

Akut colitis defineres som betændelse i tyktarmen, som oftest viser sig som diarre og kolik. Diarre opstår på grund af at tarmvæggen ødelægges, og det er dette som leder til dehydrering og elektrolytforstyrrelser. Colitis kan både være akut og kronisk. Akut colitis hos heste er meget alvorligt og har en høj dødelighed på grund af udvikling af shock. I visse akutte tilfælde har hesten ikke diarre, men udviser kun koliksymptomer. 

-Colitis diagnosticeres ved at hesten har diarré og tegn på inflammation i blodprøver. Derudover kan man ved ultralydsskanning bekræfte at stortarmen er inflammeret ved at måle tykkelsen af tarmvæggen. Ved en obduktion vil stortarmen være kraftigt fortykket og inflammeret samt væskefyldt.  

I de meget akutte tilfælde inden diarré er opstået, kan hesten have koliksmerter, som kan være svære at skelne fra andre typer af kolik. Men typisk vil hesten have feber, påvirket kredsløb, (herunder ændret slimhindefarve), normale fund ved rektalundersøgelse og tegn på inflammation i blodprøverne. Ved kronisk colitis ser man ofte diarré sammen med vægttab og ofte mild kolik. 

Ifølge Tina Pihl, er der desværre sjældent indledende symptomer ved akut colitis. Men det vigtigste er at holde øje med, om hesten har diarré samt nedsat ædelyst eller feber, forklarer hun.  

Sand 

-Vi ved at sand er en risikofaktor for at udvikle tarmbetændelse (colitis), fordi sandet irriterer slimhinden i tarmen og dermed kan give anledning til inflammation og måske en indgangsport for bakterier. 

Ifølge Tina, har islandske heste i DK ofte store mængder sand i tarmene. Især islandske heste og ponyer er i øget risiko for at indtage sand, fordi de er nøjsomme heste, der typisk holdes under andre forhold end varmblodshestene.   

Forebyggelse af sand i tarmen  

Forskning i forebyggelse af sandophobning er sparsom, og der er ingen kontrollerede undersøgelser, der har undersøgt metoder til forebyggelse. De undersøgelser, der foreligger råder til, at man sørger for tilstrækkelig foder og vitamin og mineral tilskud og at heste ikke spiser direkte fra sandjord. Andre forskere anbefaler, at man sikrer, at heste på græs altid har tilstrækkeligt foder enten ved at rotere marker eller fodre med hø indendørs, før hesten lukkes ud på græs for at reducere forslugenhed og dermed utilsigtet sandindtagelse. Ekstra tilskud af grovfoder til heste på sandjord er også en god ide, ligesom nogle heste kan udvikle en smag for saltet jord, hvorfor et tilskud af salt evt. kan være godt som forebyggelse her.  

Du kan også lægge gummimåtter under fodertrug eller wrap/hø. I ekstreme tilfælde, hvor hesten har udviklet en rutinemæssig tendens til at æde jord/sand, kan man være nødt til at lukke den på stald eller i boks – eller lade den gå med mundkurv.  

Selvom det ikke er dokumenteret, er der forskere, som mener at et tilskud af jern og kobber kan reducere trangen til at æde sand, men tilskud med især jern bør kun foretages i samråd med dyrlægen. Et nyligt studie har undersøgt, hvordan de heste, der er lavest rangerende i hierarkiet, kan have fordel af at blive fodret særskilt med hensyn til indtagelse af sand.  

Man kan lave en sandtest på fæces. Hvis den er positiv, er der sand i tarmene. Men hvis den er negativ kan testen ikke udelukke, om der er sand i tarmene eller ej. Røntgen af bughulen er den bedste metode til at påvise og kvantificere mængden af sand. Ultralydsskanning af bugen kan i nogle tilfælde indikere, om der er sand i tarmene, men det er ikke muligt at se, hvor meget sand der er. 

Loppefrøskaller (psyllium) via mavesonde er noget af det, man gennem mange år har anvendt til heste med sandophobning. Helt ny forskning viser dog, at det klart er mere effektivt at anvende loppefrøskaller i kombination med MgSO4 (magnesiumsulfat) hos heste uden kliniske tegn på kolik.  Dette studie omfattede to grupper af 20 ubehandlede kontrolheste og 20 heste behandlet med 1 g/kg kropsvægt loppefrøskaller og 1 g/kg magnesiumsulfat indgivet ved næse/svælgsonde én gang dagligt i 4 dage. Ingen af de to grupper havde adgang til jord i undersøgelsesperioden. Det akkumulerede sand blev vurderet via røntgen før og efter behandling, og det viste sig at langt flere behandlede heste kom af med deres sandophobning i tyktarmen end hestene i kontrolgruppen. Ifølge forskerne anbefales det ikke at hesteejere selv eksperimenterer med behandling af sand, da det kan være fatalt for heste med særlige lidelser.  

Orm   

De såkaldte almindelige orm, cyathostomer, hos hesten kan også give voldsom diarre og kolik, typisk i det tidlige forår, når parasitterne har ligget i dvale i tarmslimhinden i hestens mave-tarmkanal hele vinteren og således alle sammen bryder ud samtidig, fx efter behandling med en ormekur.  

-Blodorm har en livscyklus, der fører dem ned i tyktarmen, ud gennem tarmvæggen til blodårerne.  

Det er et problem, når larverne under vandringen tilbage mod tyktarmen, kommer til at blokere et eller flere af de vigtige blodkar. Det kan få virkning som en blodprop, hvor et udsnit af tarmen ikke får ilt og næring, samtidig med at det medfører vævsdød, som er fatalt.  

Heste med denne tilstand kan udvise milde koliksymptomer, men det er ikke givet. Til gengæld vil de meget ofte stå med bughulebetændelse, hvilket oftest medfører uspecifikke tegn, såsom let feber, nedsat appetit og nedsatte tarmbevægelser. I disse tilfælde vil dyrlægen hurtigst muligt få foretaget et bughulepunktat af hesten. Ved hurtigt kirurgisk indgreb har hesten gode chancer for helbredelse, hvorimod forsøg på at behandle tilstanden medicinsk oftest ikke er succesfulde.  

Du kan læse mere om blodorm her

Lejeforandringer  

Fejllejring af tyktarmen sker, når tyktarmen af forskellige årsager flytter sig et forkert sted hen. Der sker ikke nødvendigvis en afbrydelse af blodforsyning til tarmen, men det er ofte en følge af en forstoppelse, hvor tyktarmen er udspilet med luft. Behandling vil typisk bestå af tarmafslappende og smertestillende medicin samt væske via mavesonde.   

-Operation er i nogle tilfælde nødvendigt, hvis hesten ikke kan smertestilles.  

Nyre-miltbånds-hernie

Nyre-miltbånds-hernie er en tilstand, hvor en del af tyktarmen kommer op at hænge i det lille mellemrum mellem venstre nyre og milten. Det kan skyldes luftudspilning, forstoppelse eller ændret tarm-motilitet. Det er en relativt hyppig tilstand, som oftest er mulig at behandle uden operation.  

-Hesten skal typisk fastes og behandles med væske via sonde, så tarmen tømmes.  

 Nogle gange falder tarmen selv på plads igen, eller man kan forsøge med en kombination af tarmafslappende medicin og motion. Motionen har til formål at få milten til at trække sig sammen – og derved lettere få tarmen til at falde ned. 

Tarmslyng  

 En af de mest alvorlige former for kolik er tarmslyng. Tarmslyng er en form for lejeforandring af tarmen, hvor der er et stykke tarm, som har flyttet sig fra den oprindelige placering i bughulen og snoet sig rundt om sin egen akse. I tilfælde af tarmslyng afbrydes blodforsyningen til den berørte del af tarmen, og vævet dør. Bakterier kommer over i blodet, hvor det fører til blodforgiftning.  

– Tarmslyng i tyndtarmen sker hyppigst hos føl, mens tarmslyng i stortarmen oftest ses hos hopper, der lige har folet. Tarmslyng kræver hurtig operation ellers dør hesten.