Blodorm hos heste – den stille dræber

Det er helt normalt, at hesten har parasitter, men særligt én type parasitter kan vise sig at få fatale følger for din hest, hvis ikke den opdages i tide. Strongylus Vulgarisogså bedre kendt som blodormen.

___

Af Helle Kristensen i samarbejde med dyrlæge Tina Pihl

Fotos: Tina Pihl og KU 

Der er ikke noget nyt i, at heste har blodorm, men efter opfindelsen af de meget effektive ormekure ivermectin og moxidectin i 80érne, var forekomsten af blodorm faldet til et meget lavt niveau og det var sjældent, at heste der fik regelmæssig ormekur blev syge pga. blodorm. Men gennem de seneste år, er antallet af heste, der har blodorm vokset i både Danmark og Sverige (Nielsen et al. 2012; Werell 2017).  Og der er også flere heste der bliver alvorligt syge og dør pga. af denne parasit (Pihl et al. 2017).

 

Denne udvikling skyldes primært, at blodorm er svær at diagnosticere via gødningsprøver. I Danmark har vi siden slutningen af 90’er haft receptpligt på ormekur, hvilket betyder, at ormekur kun kan udskrives, hvis der først er diagnosticeret parasitter, eller der en anden specifik veterinær-faglig begrundelse. De fleste dyrlæger har således anvendt selektiv behandlings strategi i hestebesætninger. Det betyder, at man tester alle heste 2-3 gange om året for parasitæg i gødningen og kun ormebehandler heste med høj æg-udskillelse. Herved mindskes smittepresset i besætningen, og risikoen for ormemiddel resistens nedsættes også. De heste, der altid har lav æg-udskillelse, kan ved denne strategi dog risikere aldrig at få en ormekur.

 

Tina Pihl, der er lektor på Københavns Universitet og forsker i kolik og parasitter forklarer hvorfor netop blodorm, er den parasit vi bør være mest opmærksomme på hos de danske heste.

 

”Det farlige ved blodormen er, at vi ofte først opdager den, når hesten bliver alvorligt syg, som følge af de skader blodormen volder på tarmsystemet. Blodormen optages som alle andre parasitter af hesten, når den græsser. Via stortarmen kravler blodormen ud i tarmenes blodkar. I disse blodkar opholder parasitten sig i 4-5 måneder, før den vender tilbage til stortarmen og lægger æg. Når blodormene vandrer i blodkarrene, vil indersiden af blodkarrene blive ujævn, og der er risiko for udvikling af blodpropper i karrene.

 

Blodpropperne kan resultere i nedsat blodforsyning til tarmen, uden at hesten umiddelbart viser tegn på smerte, og derfor opdager vi ofte skaderne alt for sent.

 

Blodforsyningen til tarmen er essentiel for tarmens funktion, fordi blodet forsyner vævet i tarmen med ilt, og hvis ikke vævet i tarmen bliver forsynet med ilt dør det. Afhængig af blodkarrets størrelse kan blodpropperne føre til større eller mindre beskadigelse af tarmvæggen.

Det er præcis det samme, der sker, hvis et menneske får en blodprop i hjernen eller i hjertet. Når det sker mistes evnen til at forsyne området med ilt, og det resulterer, i at det område, der ikke får tilført ilt tager varig skade. Det kan medføre hjertestop og hjerneskade.

Reprinted from Journal of Veterinary Science, vol. 54, Pihl et al. “Changes in Hemostatic Indices in Foals Naturally Infected With Strongylus vulgaris” (2017), with permission from Elsevier

Når tarmen bliver beskadiget, så kommer der inflammation, der kan brede sig til bughulen. I værste fald beskadiges tarmvæggen så meget, at tarmen brister. Hvis dette sker, kommer foderindhold ud i bughulen, hvilket er fatalt for hesten, som vil dø inden for kort tid.

På mange måder kan de skader, der opstår i tarmen sammenlignes med tarmslyng, men når hesten har tarmslyng vil den ofte være meget smertepåvirket som følge af væske- og gasophobning i tarmene.  Dette er i modsætning til de skader, der opstår som følge af blodpropper i tarmene. For her kan foderet stadig passere, og hesten viser ingen tegn på kraftig smerte, før langt henne i sygdomsforløbet.

 

Hvordan opdages blodorm

Ofte viser en hest, der er syg som følge af blodorm ikke sygdomssymptomer, før tarmen har taget skade. Når tarmen først har taget skade, er det derfor vigtigt, at man hurtigt får hesten testet med henblik på at klarlægge om blodorm kan være årsagen til hestens sygdom.

 

De tidlige tegn på, at en hest har haft en blodprop i tarmen er let feber, milde tilfælde af kolik, der eventuelt er vedvarende eller tilbagevendende. Oplever du disse symptomer, og har hesten ikke for fået en ormekur i efteråret, bør hesten få lavet et bughulepunktat.

 

Tina uddyber, at når der udføres et bughulepunktat på hesten indføres et tyndt kateter eller en nål igennem hestens bugvæggen, og der indsamles en prøve af den væske, der omgiver tarmene. I de tilfælde, hvor hestens tarm har taget skade, som følge af en blodprop, vil den væskeprøven vise en forøget mængde af hvide blodlegemer og proteiner, hvilket indikerer, at der er bughindebetændelse.

Bughulevæske fra en hest med bughindebetændelse. Når hesten har bughindebetændelse er væsken uklar og der ses bundflad efter centrifugering ( røret til højre) pga forhøjet indhold af hvide blodlegemer (Foto:Tina Pihl)

”Når hestene kommer til undersøgelse for kolik på Universitetshospitalet for Store Husdyr, tager vi altid denne prøve på hestene. Da tid er en afgørende faktor, er det vigtigt, at prøven tages hurtigst muligt, med henblik på, at vi kan operere hesten med et godt resultat. Hvis hesten er syg som følge af blodorm, har vi erfaret, at jo hurtigere vi får mulighed for at operere hesten, desto større er chancen for, at den kan overleve. Ved operationen kommer hesten i fuld narkose, den lægges på ryggen og vi skærer bugvæggen op, således at vi kan undersøge tarmene og det beskadigede tarmstykke skæres bort, hvorefter det tilbageværende raske tarm syes sammen, og bugvæggen lukkes igen. Operationen er forholdsvist ukompliceret, såfremt hesten ikke har været syg for længe.


”Da jeg i sin tid startede med at forske på dette område, overlevede kun 3 heste ud af 30 heste med blodpropper i tarmen (trombo-embolisk kolik). I dag er vi blevet meget bedre til at diagnosticere dem og operere tidligt, og det betyder, at mange flere heste overlever blodprop i tarmen som følge af blodorm”, udtaler Tina Holberg Pihl.

 

 

 

Mulighederne for at diagnosticere blodorm er begrænsede

Det største problem med blodorm er, at dyrlægers mulighed for at diagnosticere parasitten er begrænsede. Der findes 3 testmetoder, til at undersøge om hesten har blodorm. Og ingen af disse metoder er 100% sikre.

 

Dyrlægen kan tage en blodprøve, der kan påvise antistoffer, men der går flere måneder fra hesten er blevet inficeret med parasitten, til der dannes målbare antistoffer i blodet(Andersen et al. 2013).

 

Dyrlægen kan teste en hest ved hjælp af en gødningsprøve, men da blodormens æg ligner alle andre strongylideæg er det nødvendigt at foretage en larvedyrkning, hvor æggene udvikler sig til larver. Ved larvedyrkningen kan blodorm skelnes fra de andre strongylider ved mikroskopering på bagrund af deres størrelse og antallet af tarmceller. Larvedyrkning tager ca. 14 dage og kræver at blodormen er i et stadie, hvor den lægger æg til gødningen.

 

Alternativt kan der laves en PCR analyse af en gødningsprøve. Her analyseres gødningen for blodormeæggenes gener. PCR analysen foretages i Sverige og er mere sensitiv end en almindelig larvedyrkning, men det kræver stadig, at parasitten er på et stadie, hvor den lægger æg(Bracken et al. 2012).

 

I den periode af blodormens livscyklus, hvor den kravler i blodkarrene vil der ikke udskilles æg til gødningen, og det betyder at 60 % af de larvedyrkninger, der udføres hos hestene, vil være falsk negative.

I de tilfælde, hvor det lykkes at påvise blodorm via larvedyrkning, PCR eller blodprøve, bør hesten altid behandles med en ormekur rettet mod alle blodormens livsstadier.

 

Det mest frustrerende med blodorm er, at vi faktisk ville kunne mindske antallet af heste, der dør som følge af blodorm, hvis blot vi gav dem én effektiv ormekur årligt. Dette skyldes blodormens lange livscyklus på ca. 6 mdr. En behandling i efteråret vil slå de parasitter hesten har optaget i løbet af sommeren ihjel og derved minimere de skader, de kan nå at lave i blodkarrene, når de vandrer.

 

Selektiv behandling og screening af en besætning med gødningsundersøgelser forår og vinter, er en rigtig god strategi for at overvåge smittetrykket på en besætning og forebygge resistensudvikling, men det kan ikke stå alene i forhold til problematikken med blodorm og andre parasitter, der ikke lægger æg i gødningen regelmæssigt.

 

”På Københavns Universitets afdeling i Tåstrup, forskes der i forbedret diagnostik af hestens parasitter, og vi håber, at vi i fremtiden vil få bedre metoder til at påvise parasitternes i de stadier, hvor de ikke lægger æg, bl.a. ved hjælp af påvisning af blodpropdannelse (Pihl et al. 2016)samt mere avanceret ved hjælp af små gensekvenser (microRNA), som parasitterne udskiller til blodet for at påvirke hestens immunforsvar”, afslutter Tina.

Udvalgte referencer:

Andersen, U., Howe, D., Dangoudoubiyam, S., Toft, N., Reinemeyer, C., Lyons, E., Olsen, S., Monrad, J., Nejsum, P., and Nielsen, M. (2013). SvSXP: a Strongylus Vulgaris Antigen With Potential for Prepatent Diagnosis, Parasites & Vectors, 6, 84-

Bracken, M. K., Wohlk, C. B., Petersen, S. L., and Nielsen, M. K. (2012). Evaluation of Conventional PCR for Detection of Strongylus Vulgaris on Horse Farms, Vet. Parasitol., 184, 387-391.

Nielsen, M. K., Vidyashankar, A. N., Olsen, S. N., Monrad, J., and Thamsborg, S. M. (2012). Strongylus Vulgaris Associated With Usage of Selective Therapy on Danish Horse Farms-Is It Reemerging?, Vet. Parasitol., 189, 260-266.

Pihl, T. H., Nielsen, M. K., and Jacobsen, S. (2016). Changes in Hemostasis in Foals Naturally Infected With Strongylus Vulgaris, Vet Clin Pathol, 45, E9-E9.

Pihl, T. H., Nielsen, M. K., Olsen, S. N., Leifsson, P. S., and Jacobsen, S. (2017). Nonstrangulating Intestinal Infarctions Associated With Strongylus Vulgaris: Clinical Presentation and Treatment Outcomes of 30 Horses (2008-2016), Equine Vet. J.,

Werell, E. (2017). Prevalence of Strongylus Vulgaris, Veterinary Thesis, SLU,